En 40-årig mand blev torsdag eftermiddag bragt til hospitalet, efter at han var blevet overfaldet med en økse på Metavej i Aalborg.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Martin Møller natten til fredag.

- Klokken 12.20 får vi en anmeldelse om, at en mand er blevet slået i hovedet med en økse. Han har en dyb flænge i baghovedet og en læsion i skulderen. Han er blevet slået op til otte gange med den her økse, siger vagtchefen.

Manden er uden for livsfare.

Lidt mere end en time senere - klokken 13.36 - fik politiet en ny anmeldelse om en mand med en økse ved en nærliggende Kvickly.

- Da vi kommer frem, svarer han til signalementet, siger vagtchefen.

Manden, der er 37 år, er blevet anholdt.

De to mænd havde et forudgående kendskab til hinanden. Politiet kender ikke på nuværende tidspunkt motivet for overfaldet.

Den 37-årige mand vil fredag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør.

RITZAU