Ingen livstegn fra 40-årig mand i mere end to måneder.

En mystisk forsvindingssag får nu politiet til at efterlyse den 40-årige Henrik Haugberg Madsen.

11. november forlod han et lejet sommerhus i Dansk Folkeferies hus nr. 201 på Enø Kystvej ved Karrebæksminde.

Henrik Madsens samlever, Bo Madsen har fortalt politiets efterforsker Søren Ravn fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi, at parret kort forinden havde haft et større skænderi.

Derfor var Henrik Madsen vred og frustreret da han forlod huset til fods.  

- Og siden har der ingen livstegn været fra ham, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn til bt.dk., og forklarer, at politiet arbejder ud fra tre teser:

Enten har den 40-årige valgt at gå under jorden for at starte et nyt liv, eventuelt i et helt andet land.

Eller også er der sket en ulykke, eventuelt selvmord.

Og den tredje tese er, at Henrik Madsen kan være blevet offer for en forbrydelse.

Den forsvundne 40-årige har nemlig levet et omtumlet liv, og har domme bag sig for bedrageri og økonomisk kriminalitet, som han blandt andet er dømt for at have begået sammen med partneren Bo Madsen.

Han er ifølge oplysninger fra TV2s kriminalmagasin Station 2 også under mistanke for at stå bag brandstiftelse, hæleri og skattefusk.

Politiet har så vidt muligt efterprøvet alle tre teser, men uden at få yderligere klarhed over Henriks madsens uforklarlige forsvinding.

- Han er simpelthen forsvundet, og det er uhyre sjældent, at mennesker bare forsvinder helt ud i den blå luft og er væk så længe, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn til bt.dk.

- Vi har ingen sikre holdepunkter for nogen af teserne, derfor vil vi meget gerne høre fra nogen, der kan have talt med ham, set ham eller har fået livstegn fra Henrik Madsen, siden den dag han forsvandt. Hvilket er klokken 19.00 d. 11 november ved den nævnte adresse, siger Søren Ravn. 

Henrik Madsen har børn fra et tidligere ægteskab, og hans 19-årige datter siger til Station 2, at han forlod sommerhuset på en for ham usædvanlig måde. Han skulle ifølge Bo Madsen være gået fra huset til fods, og uden sin mobiltelefon.

- Min far gik aldrig nogen steder uden sin mobiltelefon. Ligegyldigt hvor han var, så havde han én eller flere telefoner på sig. Og desuden virker det meget underligt, at han skulle være 'gået' fra sommerhuset. Min far går aldrig, han kører altid i sin bil, selv når det gælder små afstande, siger datteren.

Alle henvendelser i sagen kan ske til Sydsjællands og Lolland Falsters politi.