En 40-årig mand er blevet løsladt i en sag om drab på en 42-årig polsk mand i Københoved i marts.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 40-årige er fortsat sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.

En 33-årig mand og en 28-årig mand sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen.

Vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi Brian Skovrup Christensen siger, at det er politiets og anklagemyndighedens pligt løbende at vurdere, om det er nødvendigt, at en person sidder varetægtsfængslet, mens politiet efterforsker en sag.

- Den vurdering har i sagen her givet anledning til, at den 40-årige mand nu er løsladt, siger han i pressemeddelelsen.

Politiet efterforsker fortsat sagen, og efterforskningen vil "fortsætte en rum tid endnu", lyder det.

Når efterforskningen er afsluttet, vil politiet tage stilling til, om der skal rejses tiltale mod de sigtede.

Den 42-årige polske mand blev 23. marts fundet død i et grønt område i Københoved i Vejen Kommune.

Få dage senere blev den 33-årige mand anholdt og sigtet i sagen. Det skete efter en langvarig politiaktion i Ribe, hvor betjente både bar skudsikre veste og automatvåben.

En uge senere blev de to andre mænd anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.

De har alle tre nægtet sig skyldige.

Efter fundet af den døde polske mand, vidste politiet ikke, hvem han var. Det fik politiet til at offentliggøre et modelfoto af en tatovering, som ligner den, som den dødfundne havde på højre skulderblad.

Den forestiller en kondiløber eller atlet i høj fart og er lavet med sort farve.

Senere fandt politiet ud af, at der var tale om en 42-årig polsk statsborger med bopæl i Vejen Kommune.

/ritzau/