OPDATERING: Klokken 14.15 skriver Sydøstjyllands Politi, at Bredstenvej er genåbnet for trafik efter den tragiske ulykke tidligere onsdag. 

En 40-årig mand er afgået ved døden som følge af den ulykke, der fandt sted onsdag formiddag på Bredstenvej vest for Vejle.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

»De pårørende er underrettet. En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge omstændighederne ved ulykken,« skriver politikredsen på X.

Politiet skriver videre, at de modtog anmeldelsen klokken 10.57.

Det var kort efter klokken 11.30, at politiet i første omgang skrev ud om ulykken.

Her lød det, at der var tale om et færdselsuheld, hvor en bil og en lastbil var involveret – og at vejen derudover var spærret i begge retninger på ubestemt tid.

Dette er fortsat tilfældet.

»Vejen er fortsat spærret i begge retninger, og tidspunktet for genåbning er fortsat ukendt. Politiet har ikke yderligere oplysninger.«