Det var med fuldt overlæg, at en 40-årig mand indtil for nylig købte og videresolgte stjålne cykler til en samlet værdi af cirka 1.400.000 kroner.

End ikke, da banken henvendte sig og spurgte til de mange store og uforklarlige pengeoverførsler fra hans konto, stoppede han.

Manden fortsatte i stedet med at videresælge cykler for op til omkring 22.000 kroner stykket, og hvis det var nødvendigt, ændrede han stelnummeret, så de ikke kunne slås op i politiets register.

Det erkendte den 40-årige torsdag i Retten i Odense, hvor han blev dømt i en omfattende sag om groft hæleri og dokumentfalsk med dyre el- og ladcykler, som han solgte i et væk fra sin adresse i Blommenslyst vest for Odense.

Siden slutningen af oktober har manden siddet varetægtsfængslet, og i den tid har han misset sin søns første skoledag og måttet fejre sin egen 40-års fødselsdag bag tremmer.

Ikke desto mindre skal han forblive fængslet lidt endnu.

Retten i Odense idømte ham torsdag en straf på et år og ni måneders fængsel.

Derudover har manden fået beslaglagt 364.000 kroner, som menes at stamme fra salget af de mange stjålne cykler, og skal han skal betale sagens omkostninger.

Foto: Fyns Politi
Vis mere

Fra pladsen i vidneskranken, hvor han sad roligt iført mørk skjorte og blå jeans, forklarede han, hvordan han have købt cyklerne, sat nogle af dem i stand og derefter sat dem til salg på blandt andet Den Blå Avis.

Desuden skulle flere af cyklerne have skiftet låsen – hvorfor der også var mange cykellåse på hans adresse.

»Det er, fordi ham, der leverer cyklerne, ikke har nøglerne til cyklerne,« sagde han.

I perioden fra 25. januar 2021 til 5. august solgte den 40-årige i alt 26 stjålne cykler til en værdi af knap en halv million, og frem til 28. oktober havde han stjålne elcykler og ladcykler på sin adresse for knap 750.000 kroner.

Cyklerne stod primært i husets kæder og i en container udenfor.

Ud over de cykler, han havde i og omkring sit eget hus, opbevarede han desuden cykler på en anden adresse i Odense.

Den 40-årige forklarede i retten, hvordan han som regel klargjorde cyklerne og satte dem til salg lidt efter lidt.

»Det ville se åndssvagt ud, hvis jeg satte 30 cykler til salg på en gang,« sagde han i retten.

Flere af cyklerne skulle også have fikset batteriet, hvilket kan let kunne klare med sine selvlærte evner og et lager på 39 batterier til elcykler og dertil 50 ladere.

Når kunderne kom og hentede cyklerne på hans adresse, fik nogle af dem også at vide, at de bare kunne henvende sig, hvis der skulle blive bøvl med cyklen.

Som regel fik kunderne en falsk kvittering efter, at de havde betalt de ofte store beløb på MobilePay.

På et tidspunkt fik den 40-åriges bank, Totalbank, dog mistanke om, at der lå noget mystisk bag ved de mange store pengeoverførsler.

Derfor rettede banken henvendelse til manden, som dog ikke stoppede sin virksomhed af den grund.

I stedet bad han kunderne til de stjålne cykler at overføre pengene til nogle af hans venner eller til hans mor.

»Jeg tror, jeg kommer med en eller anden løgnehistorie til dem,« sagde den 40-årige i retten om, hvad han brugte som forklaring.

Ud over at have købt, videresolgt og ændret stelnummeret på en lang række cykler, blev den 40-årige dømt for at have været i besiddelse af en mængde benzodiazepin-piller og 7 mdma-piller til eget brug, hvilket han selv erkendte.

Han er flere gange tidligere dømt for indbrudstyveri, tyveri og hæleri, hvilket også fik betydning for dommen, da han stadig manglede at afsone 44 dage fra sin seneste dom.

Da han fik det sidste ord, inden retten skulle afgøre sagen, sagde han, at de seneste syv måneder i fængsel har været noget af det hårdeste, han har prøvet.

At det var flovt at holde sin 40-års fødselsdag i fængslet, og hårdt at gå glip af sin søns første skoledag.

»Det gjorde sgu ondt. Nu håber jeg, jeg kan lægge det her bag mig og få en nogenlunde normal hverdag igen.«

Efter dommen blev afsagt, forblev han varetægtsfængslet efter anmodning fra anklageren.

Han modtog med det samme dommen, og kærede ikke afgørelsen om fortsat varetægtsfængsel.