Noget tyder på, at motivet var jalousi, da en 40-årig mand angiveligt med vilje kørte en jævnaldrende mand ned to gange.

Et vanvittigt drama udspillede sig i et øde industrikvarter i den lille vestjyske by Tarm onsdag aften.

Omkring klokken 20 kom en 39-årig mand fra Tarm cyklende på Tværvej i den østlige del af byen, som i aftentimerne er forholdsvis affolket. Her blev han kørt ned ned af en 40-årig mand hele to gange.

Cyklisten blev dræbt på stedet, og bilisten blev kort efter anholdt og sigtet for at have kørt manden ned med vilje.

Politikommissær Bjarne Højgaard oplyser, at de to mænd kendte hinanden, men han ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilken relation, de to mænd havde til hinanden.

LÆS OGSÅ:

Ifølge Dagbladet Ringkøbing/Skjerns oplysninger tyder det dog på, at der formentlig er tale om et drab, der bunder i jalousi.

De oplysninger ønsker politiet dog hverken at be- eller afkræfte på nuværende tidspunkt.

Den 40-årige drabssigtede fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Herning klokken 12, og her går politiet efter at få lukket dørene.

Påkørslen af den 39-årige fandt sted på hjørnet af Tværvej ved Nørremarksvej, lige overfor Falck-stationen.

Falcks personale var hurtigt ude med akut førstehjælp, men den 39-åriges liv stod ikke til at redde efter to påkørsler. Da politi og læge nåede frem til gerningsstedet, blev han erklæret død.