Torsdag gik en 4. klasse på Rønbækskolen ind i deres klasselokale, hvor de fik et stort chok.

Rummet havde haft indbrud og var blevet udsat for hærværk.

Det skriver TV2 Østjylland.

»Låsen til klassen var brækket op, der lugtede af cigaretter, og der lå skodder på gulvet, og pakkegaver var stjålet, åbnet eller ødelagte. Vores fine kalenderlys brændte og var nået næsten helt ned til nummer 24,« skriver klassens lærere ud til forældrene i en besked på Aula ifølge TV2 Østjylland.

I beskeden lyder det videre, at eleverne er rystede. Særligt fordi, børnenes gaver til hinanden er blevet ødelagt.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Rønbækskolen.

Indtil videre har det ikke været muligt.

Men sagen er blevet anmeldt til politiet, ligesom skolen skifter sine låse, oplyser skolen til TV2 Østjylland.