På en gangbro over en motorvej i København kunne bilister mandag se en trussel, der tilsyneladende var rettet mod 3F's forbundsformand, Per Christensen.
Her blev han truet på livet med teksten "3F PER CHR. JEG DRÆBER DIG".
»Det er ubehageligt, når man pludselig får en personlig trussel,« siger Per Christensen til DR Nyheder.
Ifølge Fagbladet 3F blev det skrevet på en gangbro over Amagermotorvejen ved Avedøre Holme.
»Ovenpå de sidste ugers medieomtale af 3F er vi i de seneste dage blevet udsat for trusler af alvorlig karakter fra ukendte personer. Vi har modtaget et telefonopkald, der indeholdt en alvorlig trussel rettet mod 3F, og i går er en motorvejsbro ved en indfartsvej til København blevet overmalet med en stor tekst,« siger 3F-formand Per Christensen til fagbladet.
Han er overbevist om, at der er tale om tomme trusler.
»Jeg føler mig ret sikker på, at ordene er sagt og skrevet af skøre folk, der ikke har andre hensigter end at true. Men den slags trusler er naturligvis ubehagelige for os alle,« siger han.
21. september fik forbundet også en trussel, da en ukendt person ringede ind til 3Fs callcenter. Her sagde vedkommende, at han ville bryde ind og skyde alle.
3F oplyser til mediet, at begge trusler er meldt til politiet.
DR Nyheder skriver, at truslen på gangbroen har medført, at man tirsdag formiddag har orienteret forbundets medarbejdere om hændelserne.
Derudover har man lagt vægt på, at de ikke må lukke ukendte folk ind i forbundets bygninger.
Kender du noget til sagen? Tip redaktionen på 1929@bt.dk
