En 39-årig mand blev onsdag aften standset på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.

Det var klokken 20.38, at en patrulje fra Østjyllands Politi standsede en bil med en lukket trailer bagpå i forbindelse med en rutinemæssig færdselskontrol.

I bilen sad der fire unge mænd i alderen 20 til 39 år, hvor den 39-årige var fører af bilen.

Betjentene bad om at få lov til at se, hvad der var i traileren, idet den så tungt læsset ud. Det viste sig, at den var helt fyldt med papkasser med fyrværkeri.

Da betjentene kiggede nærmere på bilen, kunne de konstatere, at også bagagerummet var fyldt med fyrværkeri.

Det skriver politiet i døgnrapporten.

Der var så meget fyrværkeri, at forsvarets ammunitionsryddere (EOD) måtte tilkaldes, så det beslaglagte fyrværkeri kunne blive afhentet og opbevaret sikkert.

Den 39-årige mand er foreløbigt blevet sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven ved at have været i besiddelse af alt for store mængder fyrværkeri – herunder ulovligt fyrværkeri.

Han blev desuden sigtet for overtrædelse af bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods, da det kræver en særlig tilladelse at transportere så store mængder fyrværkeri, der i øvrigt skal være transportklassificeret og korrekt emballeret, hvis det skal transporteres erhvervsmæssigt.

Østjyllands Politi minder nu om, at man som privatperson kun må transportere fyrværkeri emballeret til detailsalg og i en mængde svarende til eget forbrug.

Man må i øvrigt højest opbevare fyrværkeri svarende til 5 kg NEM (NettoEksplosivMængde) på sin bopæl.