39-årig mand erkender knivdrab på bofælle
En drabssigtet mand forklarer, at han ønskede at få sin 37-årige bofælle ud af sin lejlighed i Esbjerg.

En drabssigtet mand forklarer, at han ønskede at få sin 37-årige bofælle ud af sin lejlighed i Esbjerg.

En 39-årig mand erkender sig skyldig i at have dræbt sin 37-årige bofælle, der mandag blev fundet dræbt i Esbjerg.
Det skriver Ekstra Bladet, tvSyd og JydskeVestkysten, som er til stede i Retten i Esbjerg, hvor den 39-årige mand fremstilles i grundlovsforhør.
Ifølge medierne fremgår det af sigtelsen, at den 37-årige blev stukket med kniv i halsen.
Politiet fik melding om dødsfaldet mandag morgen klokken 07.52 og rykkede derefter ud til lejligheden på E. Hansens Vej i Esbjerg.
På stedet blev den 39-årige anholdt og mistænkt for drabet.
Vicepolitiinspektør Sønke Iwersen har oplyst til tvSyd, at de to mænd kendte hinanden i forvejen og begge var tilmeldt adressen i Esbjerg.
- Så der er en relation imellem dem, og det skal vi klarlægge og belyse, sagde vicepolitiinspektøren til mediet.
I retten tirsdag forklarer den drabssigtede mand ifølge tvSyd, at han og offeret kendte hinanden fra et misbrugscenter. Efter en periode som venner flyttede den 37-årige mand ind hos den nu anholdte.
De to havde ifølge den drabssigtede flere konfrontationer.
Ifølge den 39-åriges forklaring var årsagen til drabet, at han gennem en længere periode havde ønsket at få den 37-årige ud af sin lejlighed, skriver tvSyd.
I tirsdagens retsmøde, der fortsat er i gang, skal dommeren vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den 39-årige mand.
RITZAU