En familie måtte springe for livet, da bilist kørte over for rødt og kort efter ramte en modkørende bil.

En 39-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet frem til 26. marts, efter at han søndag var involveret i en voldsom trafikulykke i Silkeborg.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Ulykken skete klokken 19.05 i krydset mellem Frederiksberggade og Lyngbygade. Her kørte den 39-årige mand ifølge politiets oplysninger frem for rødt lys med alt for høj hastighed.

I den forbindelse ramte han en modkørende bil samt en parkeret bil.

Umiddelbart inden kollisionen måtte en far, der var ude at gå med sin søn og en hund, springe for livet for at undgå at blive påkørt.

Den 39-årige og den anden bilist blev efter ulykken bragt til henholdsvis Herning Sygehus og Aarhus Universitetshospital i Skejby. Ingen af dem er dog i livsfare.

Efter ulykken blev den 39-årige anholdt, og mandag blev han fremstillet i grundlovsforhør.

Han er sigtet for straffelovens paragraffer 252 og 249. Paragraf 252 handler om at bringe andres liv eller førlighed i fare, og paragraf 249 handler om uagtsomt at gøre skade på andres "legeme eller helbred".

Paragraf 249 bruges ofte i forbindelse med færdselsuheld. Den indeholder en bestemmelse om, at det er en særligt skærpende omstændighed, hvis man har været påvirket af stoffer.

Det var den 39-årige, da han kørte galt søndag. Han har erkendt, at han havde indtaget amfetamin - speed - før han satte sig bag rattet, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Han kærede ikke afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

/ritzau/