Der er tirsdag formiddag sket et alvorligt trafikuheld på Rute 451 Oddervej.
Ifølge Østjyllands Politi er en varebil og en personbil kørt frontalt sammen – en person er kommet alvorlig til skade.
Der er derfor tilkaldt en lægehelikopter, der kort før kl. 11.30 er landet på Oddervej.
Ulykken skete ved 11-tiden i Malling, og ifølge politiet er vejen totalt spærret i begge retninger på grund af sammenstødet.
Den alvorligt tilskadekomne bilist er en 39-årig mand fra den sydlige del af Aarhus Kommune. Hans nærmeste pårørende er underrettet.
Bilisten i varebilen var en 63-årig mand fra Odder. Han kom umiddelbart lettere til skade.
»Vi afventer nu bilinspektørens rapport, før vi kan sige yderligere om, hvordan ulykken skete. Ifh til den 39-åriges tilstand kan vi ikke oplyse yderligere, og vi opdaterer ikke længere løbende,« skriver Østjyllands Politi afsluttende.
Oddervej er tirsdag eftermiddag igen helt åbnet.