En 39-årig asylansøger, som torsdag morgen blev anholdt i Græsted, afviser at have forsøgt at voldtage en otteårig pige i en villa i byen tidligere på morgenen, oplyser Nordsjællands Politi.

»Han nægter sig skyldig med den begrundelse, at han ikke kan huske noget, fordi han havde drukket,« siger politikommissær Henning Svendsen.

Ifølge politiet vækkede manden den otteårige pige torsdag morgen, da han var trængt ulovligt ind i huset og stod foroverbøjet over pigens seng, mens han talte om sex.

»Pigen skreg selvfølgelig op, så både moderen og faderen i huset kom hurtigt til stedet, og moderen fik datteren ud af værelset med det samme,« siger Henning Svendsen.

En nabo kom efterfølgende hurtigt til hjemmet og fik sammen med pigens far fat i den 39-årige:

»De fik ham lagt ned og fastholdt ham, indtil politiet kom.«

Efter grundlovsforhøret torsdag er manden, som har opholdstilladelse i Danmark, fængslet i tre uger og fremstilles i retten igen 8. januar 2015, oplyser politiet.