En 38-årig mand fra Nordjylland skal forblive bag tremmer de næste par uger.

Det har Retten i Hjørring besluttet mandag efter et grundlovsforhør, hvor manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det oplyser den nordjyske anklagemyndighed på Twitter.

Manden er mistænkt for at have hærget flere dagligvarebutikker i Hjørring med indbrudstyverier. Ugerninger, som alle er blevet begået den seneste uge.

B.T. skrev mandag, at den 38-årige blev anholdt søndag. Samme aften blev et indbrudstyveri begået i Fakta-butikken på Sct. Olai Plads i Hjørring.

En forbipasserende borger spottede en sortklædt mand i færd med at tage for sig af Faktas sortiment.

Klokken var omkring 22.45 – godt og vel to timer efter Faktas lukketid.

Borgeren alarmerede politiet, men ved politiets ankomst var der ikke nogen at se i butikken. Dog kunne man konstatere, at et indbrud var blevet begået, og at en rude var knust.

Patruljen blev i området omkring butikken og havde allerede mistænkt en person, som 'politiet kender', lyder det fra vagtchef Poul Fastergaard.

Politiet aflagde ham således et besøg, hvor man kunne konstatere, han havde en række tyvegods på sig.

Blandt andet en del cigaretter, som manglede fra butikken. Derudover stemte hans påklædning også overens med det, politiet har noteret sig fra overvågningsbillederne. På baggrund af dette mistænkte politiet manden og foretog anholdelse.

Det, og en række andre forhold, er han nu blevet varetægtsfængslet for.

Den 38-årige kærede fængslingen, men Vestre Landsret har tirsdag afgjort, at den 38-årige fortsat skal være fænglslet.