En 38-årig mand fra Esbjerg, der mandag modtog sin dom, må nu tage sin straf i form af 100 timers samfundstjeneste og fem måneders betinget fængsel for ulovligt at have delt tusindvis af tv-kanaler, film og serier.

Forbrydelsen, der er en overtrædelse af ophavsretten, er foregået fra april 2019 til november 2020.

Det skriver JydskeVestkysten.

Manden har på halvandet år tjent 600.000 kroner ved at have givet adgang til en abonnementsordning med 21.000 ulovlige tv-kanaler, film og serier – herunder 57 dansksprogede kanaler som for eksempel DR1, TV 2 NEWS og TV3+. Det er sket via hjemmesiderne www.1iptvforall.com og www.mollietv.dk.

Sagen er ifølge anklageren udtryk for en generel tendens i samfundet, hvor flere danskere gør brug af pirat-tv.

»Sager som disse har stor betydning for både samfundet og de rettighedshavere, der bliver krænket. Tv-udbydernes økonomi påvirkes for det første negativt af disse krænkelser med deraf mistede skattekroner. For det andet har rettighedshaverne mange danske ansatte, som potentielt kan miste deres arbejde, hvorfor det også har negativ påvirkning på samfundet,« siger Rasmus Stegenborg Hegelund, anklagefuldmægtig ved Bagmandspolitiet.

I alt har mindst 450 personer fra hele Danmark fået ulovlig adgang til tv-kanalerne ved brug af mandens service, der både kunne tilgås online og via en fysisk boks, der blev tilsendt.

Anklageren har endnu ikke taget stilling til, om man også vil forfølge brugerne.