En 38-årig mand gik mandag ind i flere personers private hjem i Strøby Egede.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Ifølge politiet var han mandag indblandet i seks sager i løbet af få timer.

I en af sagerne stod han i en 58-årig mands hjem, som skød ham i maven med en hardball-pistol efter en konfrontation.

Efter en afhøring på politistationen i Roskilde er han blevet løsladt. Han begik efterfølgende et butikstyveri. 

Nu er han sigtet for indbrud, vold, trusler og tyveri.