Indbrud. Salg af stjålne designervarer. Chikane mod ekskærester. Overtrædelser af tilhold. Dødstrusler og et hav af brud på færdselsloven.

Det var et omfattende kriminelt cv, en 38-årig mand fra sydøstjylland præsenterede for dommeren i Retten i Horsens, da han tirsdag stod tiltalt for ikke mindre en 63 forskellige lovovertrædelser.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 38-årige har blandt andet ikke mindre end ti indbrud på samvittigheden. På den måde skaffede han sig kostbare ting, som han siden solgte videre på Facebook.

Tiltalen mod ham vidner også om et noget problematisk forhold til kvinder.

I hvert fald blev han dømt for adskillige overtrædelser af tilhold mod tre forskellige ekskærester, ligesom han også blev dømt for dødstrusler mod den ene af kvinderne.

Endelig har han begået et hav af trafikforseelser. Han har kørt for stærkt og for hasarderet, og i 15 tilfælde uden at have et kørekort.

Det synderegister takserede dommeren til to år og seks måneders ubetinget fængsel.

Han fik også frakendt førerretten ubetinget i to år.

Retten lagde især vægt på antallet af indbrud, ligesom retten mente, at det var skærpende, at den 38-årige havde en Facebook-forretning kørende, hvor han solgte stjålne designereffekter.

Efter dommen blev han sendt direkte til afsoning.

Han udbad sig betænkningstid med henblik på at anke.