En 38-årig mand forvildede sig onsdag aften ned på skinnerne mellem Lergravsparken og Københavns Lufthavn på Amager.

Manden blev ramt af et metrotog og blev fundet langs skinnerne i kritisk tilstand. Det fortæller Københavns Politi til TV 2 Lorry.

»Onsdag aften får vi en anmeldelse om en mand, der blev fundet ved siden af metroskinnerne. Han har befundet sig på skinnerne og er blevet ramt af metrotogets arm til kørestrømmen,« fortæller kommunikationsafdelingen ved Københavns Politi til mediet.

»Han er så i stand til at kravle op og væk fra skinnerne. Men man finder ham så, og han bliver bragt til hospitalet i kritisk tilstand.«

Foto: Steven Knap / Byrd
Vis mere

Til B.T. fortæller Henrik Brix, vagtchef ved Københavns Politi, at de modtog anmeldelsen klokken 22.04 onsdag.

Den 38-årige mand blev kørt til Rigshospitalet. Det er uvist, hvad han lavede på skinnerne, samt hvordan han var havnet der.

»Der er videoovervågning på stationerne, så det er vi i gang med at indhente,« siger Henrik Brix.

Metroen holdt i kølvandet på hændelsen stille i adskillige timer mellem Lergravsparken og lufthavnen.