Den 38-årige mand døde på ulykkesstedet, oplyser vagtchefen. Hans pårørende er underrettet.

En 38-årig mand er afgået ved døden efter et færdselsuheld på E45-motorvejen ved Hadsten.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Rønberg.

Den 38-åriges pårørende er underrettet.

Ifølge vagtchefen skete ulykken umiddelbart inden klokken 17.10 fredag eftermiddag, hvor politiet fik anmeldelsen. Den 38-årige blev erklæret død på ulykkesstedet.

To personbiler var involveret i ulykken, fortæller Jens Rønberg. En med den 38-årige og en med en 61-årig mand, som har pådraget sig lettere skader.

- Det, der umiddelbart sker, er, at de her biler kommer i slinger, og den ene part så rammer autoværnet, siger Jens Rønberg.

Ifølge vagtchefen står forløbets rækkefølge ikke helt klart. Det skal en bilinspektør fastlægge.

Det er almindelig praksis, at en bilinspektør bliver sendt ud, når der har været et færdselsuheld. Inspektøren indsamler data, der kan være med til at klarlægge årsagen til ulykken.

Efter ulykken var motorvej E45 spærret i nordgående retning kort efter afkørsel 44, hvor ulykken skete.

Det skyldtes, at politi og redningsarbejdere arbejdede på stedet.

Omkring klokken 19.50 fredag blev motorvejen genåbnet.

/ritzau/