En kvinde er blevet indlagt, efter hun fredag eftermiddag blev stukket med en kniv af sin 18-årige søn.

Det skriver Ekstra Bladet.

Knivstikkeriet fandt sted i Delta Park - et boligbyggeri i Vallensbæk på den københavnske vestegn.

Ifølge Københavns Vestegns Politi, så er der tale om en episode, hvor sønnen, der er uligevægtig, stak sin mor ned med en kniv.

Moderen blev stukket i ryggen med kniven. Hun er dog ikke i livsfare.

»Når man stikker med kniv mod kroppen, så sigter vi som udgangspunkt altid for forsøg på manddrab, men det kan så ændre sig lidt hen ad vejen, som vi får undersøgt sagen nærmere. Men sønnen er anholdt og kørt til psykiatrisk afdeling, hvor han nu skal undersøges,« siger vagtchef Peter Grønbæk til mediet.

Forsøg på manddrab

Til BT fortæller vagtchefen, at man fortsat ikke ved, hvorfor sønnen valgte at stikke sin mor.

»Vi kan ikke sige noget om, hvorfor sønnen vælger at stikke sin mor, men når man stikker en anden person i kroppen, så tolker vi det i hvert fald i første omgang som et forsøg på manddrab, men det kan ændre sig. Nu arbejder vi videre i sagen og afhører de forskellige parter, det kommer vi til at gøre over de næste par dage,« siger Peter Grønbæk.

Politiet ved heller ikke, om knivstikkeriet kan have noget at gøre med sønnens mentale tilstand:

»Stikkeriet kan muligvis have noget at gøre med at sønnen er psykisk ustabil, men det kan vi ikke sige noget nærmere om nu. Kvinden er udskrevet nu, så der var ingen livsfarlige skader mod hende,« uddyber han.

BT følger sagen.