Mand anbringes på psykiatrisk afdeling for at have slået sin mor ihjel med knivstik sidste sommer.

En 38-årig mand er torsdag ved Retten i Aarhus blevet dømt for drab ved i juni sidste år at have slået sin 66-årige mor ihjel med adskillige knivstik.

Han blev vurderet til at have været sindssyg i gerningsøjeblikket. Derfor er han blevet frifundet for straf, men i stedet idømt anbringelse uden længstetid på en psykiatrisk afdeling.

Det betyder, at han ikke kan udskrives fra psykiatrisk afdeling, før retten giver tilladelse til det.

Den 38-årige nægtede sig under sagen skyldig, men modtog dommen.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I retten forklarede den 38-årige, at han ikke kunne huske, hvad der var sket. Senioranklager Jakob Beyer fortæller, at manden beskrev det som 'et sort hul'.

Drabet skete 16. juni sidste år.

Den 38-årige boede hjemme hos sin mor og far i Højbjerg ved Aarhus, og da faren kom hjem den aften, fandt han sin kone og parrets hund døde i huset.

Sønnen var stadig i hjemmet. Faren ringede 112, og kort efter ankom politiet og anholdt den 38-årige.

Retten har lagt vægt på, at den 38-årige under en afhøring har fortalt politiet, at det var ham, der begik drabet.

I retten har den 38-årige forklaret, at han intet kan huske, fra han kom hjem, til politiet dukkede op.

Senioranklager Jakob Beyer er tilfreds med torsdagens dom.

»Der er tale om en meget tragisk sag, men jeg er tilfreds med, at retten dømte den 38-årige for drab, og at han blev idømt en foranstaltning i form af anbringelse på en psykiatrisk afdeling,« siger han.

Han er også tilfreds med, at den 38-årige i retten blev frakendt retten til at arve værdier efter sin mor.

/ritzau/