En 37-årig mand er død, efter at han fredag aften kørte galt på en landevej nær Sønder Omme.

Det oplyser Jeppe Thranum, der er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, tirsdag morgen.

Manden var efter ulykken i kritisk tilstand. Han blev erklæret død mandag eftermiddag.

Det vides ikke, hvorfor den 37-årige kørte galt. Der var ikke andre personer involveret i ulykken.

Manden blev efterfølgende fløjet til Odense Universitetshospital, men ifølge politiet stod hans liv ikke til at redde.

Jeppe Thranum oplyser, at manden er død af de skader, der er sket i forbindelse med færdselsuheldet, men kan ikke sige mere.

Hans pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/

Andre læser også