Også den 37-årige mand, der senest er blevet sigtet for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen, nægter sig skyldig.

Han er desuden sigtet for at være blevet betalt for at skille sig af med liget, skriver Ekstra Bladet, der er til stede ved grundlovsforhøret i Retten i Randers.

Østjyllands Politi anholdt den 37-årige torsdag ved 16-tiden, og fredag ved middagstid fremstilles han i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

Ifølge Ekstra Bladet er der tale om en skaldet og tatoveret mand, der i forvejen var kendt af politiet.

Politiet meddelte allerede forud for grundlovsfohøret, at man ville anmode om lukkede døre.

I alt fem mennesker er nu sigtet for at stå bag drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen, der forsvandt sporløst 14. juli.

Alle nægter de sig skyldige.

Det har ikke været muligt for B.T. at få bekræftet, om ordlyden i sigtelsen mod den 37-årige er den samme, som den i sigtelserne rejst mod de fire andre – to mænd og to kvinder.

De er mistænkt for i forening at have dræbt den 40-årige mand fra Randers. Formentlig ved kvælning.

Drabet skulle være fundet sted på en adresse i Nimtofte på Djursland torsdag omkring klokken 16.30.

Herefter skulle de have bortskaffet hans lig og sat ild til hans bil, der siden blev fundet udbrændt i Vivild.

Tre af de sigtede blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør. Der er tale om en 25-årig mand, en 39-årig kvinde og en 39-årig mand.

En 23-årig kvinde blev løsladt efter det timelange retsmøde, og det var blandt andet hendes forklaring til politiet, der vejede tungt, da dommeren valgte at varetægtsfængsle de tre andre.

Det er endnu uvist, om politiet har lokaliseret Frank Dan Nørgaard Jørgensens lig.

Torsdag aften var politi og teknikere talstærkt tilstede i et skovområde i den lille by Gassum nær Randers.

Østjyllands Politi har bekræftet, at tilstedeværelsen hang sammen med det formodede drab, men yderligere oplysninger er endnu ikke offentliggjort.