37-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for vold og trusler på livet mod sin nabo.

Han nægter sig skyldig og tog forbehold for at kære kendelsen.

Den 30-årige mand, det er gået ud over, bor i samme opgang i Højbjerg som den 37-årige.

Ifølge sigtelserne har den 37-årige ved to lejligheder truet den 30-årige. Første gang var i oktober.

»Ifølge sigtelsen holdt han her en kniv frem foran sig og kom med verbale truster,« siger Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi, til B.T.

Det skete igen 27. december, hvor han denne gang opsøgte den 30-årige i hans lejlighed og holdt en kniv op mod hans hals, mens den 37-årige kom med verbale trusler.

Hvad de verbale trusler helt nøjagtigt lyder på, kan politiet ikke sige.

»Han kommer med forskellige udsagn, som gør, at han sigtes for trusler på livet sammenholdt med kniven,« siger Jakob Christiansen.

Den 37-årige blev anholdt onsdag eftermiddag. Den 30-årige anmeldte først de to hændelser, efter det skete anden gang.

Hvad de to mænds relation er til hinanden, kan politiet ikke sige noget om, ud over at de to bor i samme opgang.

Andre læser også