En mand har søndag aften mistet livet i en brand i et rækkehus i Storvorde i Nordjylland.

En 37-årig mand er omkommet i en brand i et rækkehus i Nordjylland søndag aften.

Det oplyser Bent Højgaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Politiet modtog klokken 22.22 søndag aften henvendelsen om branden i et rækkehus i byen Storvorde nær Aalborg.

»Vi får den mandlige beboer reddet ud af rækkehuset og forsøger at genoplive ham. Men hans liv står ikke til at redde,« fortæller vagtchefen.

Politiet har underrettet den omkomnes pårørende.

Der er ikke umiddelbart mistanke om, at der er tale om en forbrydelse, oplyser vagtchefen.

»Hvad årsagen til branden er, kan vi endnu ikke sige noget om,« siger Bent Højgaard.

»Vi mener ikke umiddelbart, at der er tale om en forbrydelse af nogen art.«

Politiet har efterfølgende afspærret huset, oplyser vagtchefen natten til mandag.

Der skal fortsat foretages nogle undersøgelser på ulykkesstedet, ligesom der skal ske nogle retsmedicinske undersøgelser.

Politiet har ingen mistanke om, at der skulle være andre omkomne i branden.

/ritzau/