37-årig fængsles for hærværk mod skibe
En 37-årig mand mistænkes for at have smadret genstande på et skib og kappe fortøjninger til både.

En 37-årig mand mistænkes for at have smadret genstande på et skib og kappe fortøjninger til både.

En 37-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet i en sag om hærværk mod skibe på havnen i Stubbekøbing og i Juelsminde.
Det fortæller anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jacqueline Roldsgaard til Folketidende.
Han nægter sig skyldig ifølge anklageren, men blev varetægtsfængslet i tre uger.
Tidligere mandag fortalte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse, at manden var blevet anholdt for hærværk natten til mandag.
Her konstaterede politiet, at der var smadret forskellige genstande og installationer om bord på et skib i havnen i Stubbekøbing.
Det var ifølge politiet vidner, der så manden i Stubbekøbing og tilbageholdt ham, indtil politiet kom frem.
Politiet mistænker også, at den 37-årige mand har begået hærværk i Juelsminde Havn mellem den 26. og 27. juli.
Ifølge politiets pressemeddelelse fik flere både her kappet fortøjningen, og der blev begået hærværk i styrehuset på et skib.
Politiet skriver videre, at man vil undersøge, om manden kan sættes i forbindelse med andre lignende sager om hærværk.
Den anholdte blev stillet for en dommer ved Retten i Nykøbing Falster. Her foregik grundlovsforhøret for lukkede døre ifølge Folketidende.
Det betyder, at hverken politiets beviser, eller hvad den anholdte eventuelt har forklaret, er offentligt kendt.
RITZAU