Både i hovedstaden og i Nordjylland sigtede politiet fredag aften personer for brud på forsamlingsforbud.

I private hjem gælder forsamlingsforbuddet ikke, men lige så snart man bevæger sig ud i det offentlige rum, må man ikke samles mere fem personer.

En gruppe unge mennesker står derfor nu til en bødestraf efter en fest i København. Også i Nordjylland har politiet rejst flere sigtelser.

Fredag aften omkring klokken 22.30 modtog Københavns Politi en anmeldelse om, at en gruppe holdt fest på en adresse i Vasbygadekvarteret i Sydhavnen i København.

- Vi modtager et tip om, at der er fest i noget, der minder om et kommunalt medborgerhus. Vi tager derud og kan konstatere, at 36 unge mennesker er forsamlet på stedet, fortæller vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi.

Politiet vurderede, at der var tale om en overtrædelse af det forsamlingsforbud, der er indført for at mindske spredningen af coronasmitte. Derfor blev gruppen sigtet.

- Seks af personerne var under 15 år, så der har været tale om en ungdomsfest, fortæller Jesper Frandsen.

Personer under 15 år kan ikke straffes, men de øvrige står til at modtage et bødeforlæg fra ordensmagten.

Også i Nordjylland rejste politiet sigtelser for overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Det skete både i Aalborg og i Hjørring, oplyser vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi.

I Aalborg sad seks mænd på et værksted og røg vandpibe. Og da grænsen for forsamlinger ligger på fem, blev de sigtet.

I Hjørring var ni personer samlet i en parkeringskælder, og da det kom ordensmagten for øje, blev der også rejst sigtelser her.

Straffen for at bryde forsamlingsforbuddet er i udgangspunktet en bøde på 2500 kroner.

/ritzau/