36-årig mand er fængslet i overfaldssag fra Sydsjælland
En 36-årig mand har været efterlyst af politiet og er nu anholdt og fængslet i en sag om overfald i april.

En 36-årig mand har været efterlyst af politiet og er nu anholdt og fængslet i en sag om overfald i april.

En 36-årig mand er blevet varetægtsfængslet frem til 23. juni i en sag om et groft overfald, som fandt sted 1. april ved Kalvehave på Sydsjælland.
Det oplyser Kasper Skotte, som er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Manden blev anholdt lørdag, efter at have været efterlyst af politiet med navn og foto i over en uge.
Det var ifølge vagtchefen en henvendelse fra en borger, som fik politiet på sporet af den efterlyste mand.
Søndag er han blevet fremstillet i grundlovsforhør.
Han er sigtet for kvalificeret vold.
Kvalificeret vold er en bestemmelse, der omhandler angreb mod legemet, som er af særligt rå, brutal eller farlig karakter.
Overfaldet i april fandt sted i et hus nær Kalvehave.
I den forbindelse er det kommet frem, at en kvinde og en mand angiveligt blev frihedsberøvet i fire timer.
Undervejs blev manden slået i hovedet med et baseballbat, ligesom han blev stukket med kniv og fik et øksehug i sit ene ben.
Desuden blev såvel manden som kvinden truet, mener politiet.
Tidligere har politiet anholdt flere personer i forbindelse med det grove overfald.
Ekstra Bladet har på baggrund af sigtelser mod de tidligere anholdte skrevet, at manden også fik hugget sin ene lillefinger delvist af.
Efter det grove overfald blev manden bragt på hospitalet og beskrevet som uden for livsfare.
/ritzau/