»Nessa var det helt uskyldige offer for et helt forfærdeligt mord, som udelukkende var den tiltaltes skyld.«

Sådan lød ordene i retten Old Bailey i London, da 36-årig Koci Selamaj fik sin dom fredag.

Mindst 36 år.

Så længe skal garagearbejderen, Koci Selamaj, der angreb folkeskolelæreren Sabina Nessa, da hun gik gennem en park i London, i fængsel. Det skriver The Guardian.

Det var 17. september 2021, at skolelærerinden blev overfaldet og myrdet, da hun ville gå den korte vej fra sit hjem til den lokale pub for at mødes med en ven.

Den dengang formodede gerningsmand blev fanget på overvågningsvideoer i området omkring parken.

Politiet mener, at han gik omkring i parken i en halv times tid, før han fik øje på den unge skolelærer, som blev hans tilfældige offer.

Han slog Sabina Nessa 34 gange i hovedet med en trafiktrekant af metal.

Da hun lå bevidstløs, blev undertøjet fjernet og Selamaj kvalte Nessa til døde med hendes egne strømpebukser. Efterforskere mener, at morderen tog undertøjet som et trofæ for angrebet.

Først nægtede Selamaj sig skyldig, men har siden ændret holdning og stod ved sine handlinger i Old Bailey den 25. februar 2022. Og nu 8. april, er han altså fængslet på livstid for mordet på 28-årig Nessa.

Ifølge hans advokat vil dømte aldrig komme til at forklare, hvorfor han udførte angrebet.

Selamaj rejste til London fra sit hjem i Eastbourne på sydkysten for at udføre angrebet. Han har tidligere arbejdet som leveringschauffør for Domino's Pizza fra maj, men firmaet bekræftede, at han forlod kæden i juli. Det skriver The Sun.