Lørdag blev en 27-årig mand stukket med kniv foran en Nordea på Søndergade i Skive.

Søndag er en 36-årig mand blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at stå bag, skriver Ekstra Bladet.

Manden er sigtet for drabsforsøg ved at have stukket seks til ti gange med kniv i den forurettedes nedre ryg- og balleregion ved et busskur.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den 27-årige forurettedes tilstand er ukendt, men at han er i live.

TV Midtvest skrev lørdag, at de to mænd var oppe at toppes inden knivstikkeriet. Politiet er i færd med at undersøge, om de to mænd kender hinanden, samt hvad motivet kan være.

Specialanklager Linette Lysgaard fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi fortæller til Ekstra Bladet, at politiet har kredset sig ind på et muligt motiv, men det er endnu ikke blevet kendt for offentligheden.

Ifølge Ekstra Bladet erkender den sigtede de faktiske omstændigheder i sagen, men han nægter, at der skulle være tale om et drabsforsøg.

Han blev fængslet på mistanke om grov vold, men ikke drabsforsøg.

Hvad, sigtede eventuelt skal have forklaret i retten, er ikke kendt for offentligheden, da dørene til grundlovsforhøret blev lukket, fordi centrale vidner endnu ikke er afhørt.

- I den efterforskning, som politiet skal i gang med nu, er der nogle centrale vidner, blandt andet forurettede, der ikke er afhørt til sagen endnu, og det er for, at de ikke skal gøre sig bekendt med sagen ud fra, hvad I skriver i pressen, siger specialanklager Linette Lysgaard fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi til mediet.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre mere om sagens beviser, og hvad den sigtede eventuelt forklarer.

RITZAU