En 36-årig svensker er fredag idømt tre års fængsel og udvisning for et bankrøveri begået for ti år siden.

En fjerde gerningsmand i et ti år gammelt og groft bankrøveri har fredag eftermiddag fået sin dom for sin medvirken.

Retten på Frederiksberg har idømt den 36-årige Ugur Kulbay tre års fængsel og udvisning for bestandigt for at have røvet en pengetransport og en Jyske Bank i Valby sammen med nogle medgerningsmænd 12. oktober 2009.

- Jeg synes, det er godt, at vi får opklaret en ti år gammel forbrydelse. Det siger jo noget om, at vi, med den teknologi vi har til rådighed den dag i dag, også kan opklare gamle sager, og det er jo en stor tilfredsstillelse, siger anklager Anders Larsson.

Ifølge politiet var røveriet "særdeles groft".

Ugur Kulbay er svensk, men blev den 13. november sidste år anholdt i Spanien og efterfølgende udleveret til Danmark.

I sagen er tre andre svenske mænd allerede dømt i sagen. De fik tre og 11 måneders fængsel og blev udvist. De nægtede sig under sagen skyldige.

Gerningsmændene brugte stingerspikes - sømmåtter ved afgangsvejene for at forhindre, at politiet kunne komme til stedet.

De brugte desuden maskinpistoler og en pistol og slap af sted med omkring 2,4 millioner kroner.

Det var på baggrund af dna-spor, fingeraftryk og overvågningsbilleder, at politiet kunne anholde svenskerne.

Sporene blev blandt andet fundet i en lejlighed på Enghavevej i København, hvor en af mændene blev anholdt cirka tre timer efter kuppet.

I boligen og i nogle loftrum fandt politiet sportstasker med blandt andet et koben, boltsaks og andet udstyr, der menes at være brugt til røveriet.

Også tøj og en styrthjelm, der svarer til tøjet båret af en af røverne på optagelser fra bankens overvågningskamera, blev fundet.

To af mændene blev anholdt noget tid efter, da de var på vej hjem til Sverige. De havde penge fra kuppet på sig.

Ugur Kulbay har fredag anket dommen med påstand om frifindelse.

/ritzau/