Klokken 01.55 natten til lørdag modtog Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om uro i Næstved.
Ifølge anmeldelsen var en dør blevet smadret ved brug af økser efter det, politiet betegner som en »meningsudveksling« om musik og lydstyrke, der tilsyneladende udviklede sig i en voldsom retning.
Det skriver politikredsen i sin døgnrapport.
Flere patruljer rykkede ud til stedet og fandt den formodede gerningsmand i en lejlighed.
Den 35-årige mand blev anholdt klokken 02.53 og sigtet for trusler på livet og for hærværk.
I mandens lejlighed fandt politiet to økser og en såkaldt nunchako.
Manden, der virkede »temmelig påvirket«, blev taget med til politistationen.
Efter en nat i detentionen blev han afhørt og løsladt igen klokken 13.22.
