35-årig kvinde anholdt for knivdrab på 34-årig mand
Politiet mener at have fundet frem til efterlyst kvinde på offentliggjort foto. Hun sigtes for drab.
Politiet mener at have fundet frem til efterlyst kvinde på offentliggjort foto. Hun sigtes for drab.
En 35-årig kvinde er torsdag blevet anholdt og mistænkes for et knivdrab på en 34-årig mand i Frederikshavn i mandags, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet mener, at kvinden er identisk med en ukendt person på et billede, som politiet offentliggjorde tidligt i efterforskningen.
- Vi har i dag kort efter klokken 12 anholdt en 35-årig kvinde fra Frederikshavn i en lejlighed også i Frederikshavn, og vi har en stærk formodning om, at kvinden er identisk med efterlyste på det foto, vi offentliggjorde i mandags, lyder det fra vicepolitiinspektør Mikkel Lousdal i pressemeddelelsen.
Den 35-årige er sigtet for manddrab og vil fredag blive stillet for en dommer ved Retten i Aalborg.
Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at bidrage med yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.
Anholdelsen er den anden i forbindelse med efterforskningen. I første omgang blev en 45-årig kvinde anholdt kort efter drabet. Hun blev imidlertid løsladt samme aften.
/ritzau/