Onsdag aften blev en 35-årig mand fundet dræbt i en lejlighed på Snerlevej i Kolding. Nu oplyser politiet, at det var en 14-årig dreng, der onsdag aften blev anholdt i sagen.

»Vi anholdt ham sent onsdag aften på en anden adresse i Kolding,« siger vicepolitiinspektør og leder af Efterforskningscenter Syd Frede Nissen til B.T.

Politiet modtog anmeldelsen af drabet onsdag klokken 18.14 og oplyste kort efter, at man i den forbindelse ledte efter én bestemt person.

»Det var den 14-årige, vi var på jagt efter,« fortæller Frede Nissen.

Han kan endnu ikke oplyse, hvad der fik politiet på sporet af den 14-årige, eller om drengen er mistænkt for at stå bag drabet.

»Han kendte den dræbte. Mere kan jeg ikke sige lige nu,« lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Anholdelsen af den 14-årige dreng fandt sted onsdag klokken 23.10.

Han overdrages nu til de sociale myndigheder i Kolding Kommune.

Her ses betjente ved adressen i Kolding.
Her ses betjente ved adressen i Kolding. Foto: Alarm112midtjylland
Vis mere

Allerede kort efter at have fundet den 35-årige mand død i lejligheden oplyste politiet, at der lå en kriminel handling bag.

»Vi har fundet en 35-årig mand død i en lejlighed, og der ligger en kriminel handling bag hans død,« sagde vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til B.T. onsdag.

I en pressemeddelelse bekræfter politiet torsdag morgen, at der var tale om et drab.

»Vi efterforsker stadig sagen og kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt,« siger Frede Nissen.

Politiet efterforsker, hvilken sammenhæng den anholdte har til sagen, ligesom man fortsætter med at undersøge lejligheden.