En juniaften i fjor blev en 31-årig mand frarøvet livet. Knivdræbt på åben gade i København. Han havde været på bodega med en kammerat, da et vildt og blodigt slagsmål opstod.

Nu er en 35-årig mand blevet dømt for drab og drabsforsøg. Og det koster han en forvaringsdom, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Et nævningeting ved Retten på Frederiksberg har således tirsdag valgt at idømme Philip Denié Dahl Petersen en af landets strengeste straffe for overfaldet, der fandt sted 8. juni sidste år.

Her havde de tre mænd mødt hinanden på en bodega i Sydhavnen. En diskussion var opstået, og de havde forladt bodegaen for at få den afklaret.

Så langt er parterne enige. Men de er ikke enige om, hvad diskussionen gik ud på. Og hvem der overfaldt hvem. 

Sikkert er det dog, at mens den 31-årige mand blev dræbt af knivstik i hjertet, blev hans 37-årige kammerat stukket flere gange i benene. 

Også hans hjerte stoppede med at slå som følge af skaderne. Flere gange. Han blev genoplivet, men er i dag invalid. 

En kompliceret sag
Den invalide mand har spillet en dobbeltrolle i sagen. For mens anklagemyndigheden har betragtet ham som offer for drabsforsøg, har han også selv været tiltalt for grov vold mod den nu dømte 35-årige.

I retten blev det blandt andet fremlagt, at den 37-årige havde stukket den 35-årige i nakken med en spatel og stukket ham en lussing.

Han er dog modsat Philip Denié Dahl Petersen blevet frifundet af nævningetinget.

Begge mænd har i retten forklaret, at de handlede i nødværge. Og dermed har begge mænd nægtet sig skyldige i de forbrydelser, de var tiltalt for.

Philip Denié Dahl Petersen har da også valgt at anke forvaringsdommen på stedet.

Det bliver derfor op til Østre Landsret at afgøre hans skæbne. Bliver forvaringsdommen stadfæstet, skal han sidde inde på ubestemt tid. 

Modsat livstid er en forvaringsdom ikke en straf, men en foranstaltning, der bruges mod de kriminelle, der bliver betragtet som særligt farlige.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.