40 dages fængsel.

Sådan ser den huskekage ud, som en 33-årig fynbo fik serveret i Retten i Odense forleden.

Det skriver Fyens.dk.

Selv husker han intet fra aftenen, men nu sørger en fængselsdom for, at han ikke glemmer episoden lige med det samme.

En junidag i år besøgte han og hans kone nogle venner i Glamsbjerg, men under middagen drak han sig så fuld, at han faldt nøgen i en havedam.

Da han var aggressiv og truende og ikke i stand til at komme op af vandet selv, slog hans kone alarm.

Det lykkedes ham dog at komme op ved egen hjælp, inden ambulancen nåede frem.

Da redderne tilbød deres hjælp, overfusede han dem, og det hele endte med, at han skubbede og slog den ene redder.

Derudover var han i besiddelse af en springkniv.

I retten fortalte den meget brødbetyngede mand, at han intet kunne huske.

»Jeg bliver normalt ikke aggressiv, når jeg drikker, men jeg plejer heller ikke at drikke så meget. Det er aldrig sket før. Hvis jeg har gjort det, er det det værste, jeg har gjort i hele mit liv. Jeg er meget ked af det, for jeg er færdig med at lave sådan nogle ting. Jeg skal aldrig drikke sådan mere.«

Udover de 40 dages ubetingede fængsel, blev den 33-årige også dømt til at betale sagens omkostninger.