En 26-årig mand fra København er tiltalt for at have hyldet Hamas terrorangreb på Israel.

Det skriver Statsadvokaten i en pressemeddelelse.

Manden er tiltalt for at have skrevet og sagt forskellige ting på det sociale medie Snapchat, hvor han har haft en stor følgeskare. 

Ifølge Statsadvokaten er der tale om tilsagn, der bifalder terrorhandlinger, hvilket er ulovligt i Danmark.

»Det er strafbart offentligt at udtrykke billigelse af terrorhandlinger. Det kan dreje sig om ytringer på internettet, i medierne eller i det offentlige rum.«

»Derfor rejser vi en straffesag mod en 26-årig mand, fordi det er vores vurdering, at vi kan bevise, at han har fremsat ytringer, som billiger en terrorhandling. Ytringerne er fremsat via en profil på Snapchat, og dermed har de kunnet udbredes til en større kreds af følgere,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas, Statsadvokaten i København, i pressemeddelelsen.

Derudover bliver yderligere 32 sager lige nu efterforsket rundt omkring i landets politikredse.

Det er sager, hvor folk offentligt eller på sociale medier har udtrykt 'billigelse af terrorhandlinger' af angrebet på Israel 7. oktober.

Statsadvokaten skriver videre, at de har valgt at droppe tre sager, som de havde modtaget.

»Vi har samtidig lukket tre andre sager, fordi der ikke var tale om en udtrykkelig billigelse af en terrorhandling i straffelovens forstand,« siger statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Det er Statsadvokaten i København, der har står for at vurdere sagerne med billigelse af terrorangrebet mod Israel, uanset hvor i landet overtrædelserne er begået.

Derved lander alle sager fra hele landet på Statsadvokatens bord, hvor de bliver vurderet, om der skal rejses tiltale, eller sagerne skal henlægges.