32-årig tiltalt for at dræbe sin halvlillebror i Høje Gladsaxe
En 32-årig mand, der nu er tiltalt, erkendte i et grundlovsforhør, at han havde kastet toårig i døden.

En 32-årig mand, der nu er tiltalt, erkendte i et grundlovsforhør, at han havde kastet toårig i døden.

En 32-årig mand er blevet tiltalt for at have dræbt et toårigt barn ved at have kastet barnet ud fra 7. sal i Høje Gladsaxe i december sidste år.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
Det vides endnu ikke, hvornår sagen skal behandles ved retten.
Anklagemyndigheden tager forbehold for påstand om en anden foranstaltning end straf til den 32-årige.
Det var 21. december sidste år, at en toårig dreng mistede livet.
Efterfølgende blev den 32-årige anholdt, og i et grundlovsforhør den følgende dag erkendte han, at han havde kastet barnet i døden.
Den toårige var halvlillebror til manden, der nu er tiltalt. I grundlovsforhøret forklarede den 32-årige, at han kastede den lille dreng ud fra 7. sal, fordi hans far og farens hustru foretrak den lille dreng frem for de andre børn i familien.
Manden var ankommet til lejligheden i Høje Gladsaxe om morgenen 21. december, hvor han havde fået noget morgenmad, inden han havde løftet den lille op, båret ham udenfor og kastet ham ned.
Den 32-årige er tidligere dømt for drab på et nærtstående familiemedlem.
I 2014 knivdræbte han sin mor.
Han var dengang 20 år, hans mor 42 år. Også dengang var der børn til stede, da manden begik sin udåd.
Drabet på moren skete i samme boligblok som drabet på lillebroren og udløste en dom til anbringelse på en retspsykiatrisk afdeling. For den unge mand er ikke mentalt rask, men er skizofren-paranoid.
Under anbringelsen på den retspsykiatriske afdeling modtog drabsmanden behandling og fik medicin mod sine lidelser, og i 2022 bestemte en dommer, at foranstaltningen mod manden kunne ændres til en behandlingsdom.
Mandag blev et analysearbejde, der blev iværksat efter drabet på den toårige, præsenteret på et møde i Social- og psykiatriudvalget i Region Hovedstaden.
Analysearbejdet peger på, at der skal laves en overgangsordning for personer, der får ophævet deres retspsykiatriske dom og skal overgå til frivillig behandling.
For den 32-åriges vedkommende ophørte den frivillige behandling i 2024.
Analysen konkluderer ikke, at drabet på den toårige dreng kunne være undgået.
/ritzau/