Et toilet i shoppingcentret Waves. Et toilet på Klampenborg Station. Og et toilet på et pizzeria i Tårnby.

Sådan lyder tre af de steder, hvor en 32-årig mand ifølge Københavns Politi har udsat unge piger for voldtægter.

Manden er tiltalt for voldtægter af syv forskellige piger, der er født i årstallene 2009 til 2011. De fleste overgreb blev ifølge politiet begået i 2023. 

Ifølge et anklageskrift, som B.T. er besiddelse af, har den tiltalte mand »ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed og mod betaling eller mod løfte om betaling af puff bars« haft både vaginalt samleje med og fået oralsex af en lang række mindreårige piger.

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Send en mail på sebj@bt.dk – alle henvendelser håndteres fortroligt.

Ét af forholdene omhandler en pige, der er født i 2010. 

Den 32-årige mand er tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af pigen efter at have modtaget oralsex af hende på et toilet i shoppingcentret Waves i Hundige to gange i foråret 2023.

Ligesom i de andre forhold blev pigen 'betalt' med én eller flere puff bars.

I begge tilfælde er han også tiltalt for at have filmet sekvensen, der ifølge politiet efterfølgende lå på mandens telefon.

Han er desuden tiltalt for i sommeren 2023 at have haft samleje med pigen to gange på et toilet i det samme shoppingcenter.

I et andet forhold er han tiltalt for voldtægt af to piger fra årgang 2010 og 2011, idet han i august 2023 på et toilet i et pizzeria fik dem til at udføre oralsex på ham samtidig.

Sagen skal for retten mandag i Københavns Byret.

B.T. har talt med den tiltaltes advokat, men hun ønsker ikke at oplyse, hvordan den 32-årige mand forholder sig til tiltalen.