Østjyllands Politi modtog sent lørdag eftermiddag en anmeldelse fra en 32-årig mand, efter denne havde opdaget, at han ikke blot manglede sit hævekort, men også ca. 40.000 kr. på kontoen.

Forud var gået en taxitur efter en aften i byen dagen forinden, hvor han på Frederiks Allé i Aarhus havde prajet det, han ifølge døgnrapporten selv troede var en almindelig taxi.

Det var det bare ikke.

Det var i stedet en pirattaxi, og den 32-årige har i sin anmeldelse forklaret, at han satte sig ind i en bil med to mænd, der senere truede ham til at taste pinkoden til sit hævekort i noget, han troede var en dankortterminal.

Dagen efter kunne han så se på sin konto, at der var brugt ca. 40.000 kr. flere forskellige steder.

Den 32-årige mand har givet følgende signalement af de to mænd i pirattaxien:

A – føreren af bilen

  • Mand
  • 25-30 år
  • Spinkel af bygning
  • Mellemøstlig
  • Brun i huden
  • Kort brunt hår
  • Talte dansk med accent

B – medpassager

  • Mand
  • 25-30 år
  • Muskuløs af udseende
  • Mellemøstlig
  • Talte dansk med accent
  • Var iført mørkt joggingtøj