32-årig idømt fire års fængsel i sag om voldtægt og mishandling
En i dag 31-årig kvinde blev mellem 2021 og 2024 udsat for vold, voldtægt og mishandling af sin kæreste.
En i dag 31-årig kvinde blev mellem 2021 og 2024 udsat for vold, voldtægt og mishandling af sin kæreste.
En 32-årig mand er tirsdag blevet idømt fire års fængsel i en sag om grov vold, trusler, voldtægt samt psykisk vold mod sin daværende kæreste.
Det er sket ved Retten i Sønderborg, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Han er også blevet dømt for at have delt intime billeder og videoklip af kvinden og for at have brudt et tilhold mod at kontakte hende.
Hun er i dag 31 år.
Truslerne og den psykiske vold fandt sted mellem 2021 og 2024, da de boede sammen i Tønder.
Det udviklede sig til et tilfælde af voldtægt, ligesom hun flere gange blev udsat for vold af særlig grov karakter og mishandling.
Den 32-årige har under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne og har desuden taget forbehold for at anke afgørelsen.
/ritzau/