Det ene øjeblik er han på vej mod Café Sommersted på Vesterbro med en veninde.
Det næste, han husker, er, at han sidder på bagsædet i en politibil iført håndjern og blå dna-dragt. Han er forvirret og bange. Spørger: »Hvad er jeg anholdt for?« og »er ham den anden o.k.?«
Det er 13. oktober 2019. Det er tre timer siden, viserne har passeret midnat, og den dengang 30-årige mand er netop blevet sigtet for drabsforsøg.
Denne onsdag – over to år senere – har han indtaget anklagebænken i Københavns Byrets sal 18. Han er ikke længere tiltalt for drabsforsøg, som det ellers i første omgang lød i anklageskriftet.
Lillejuleaften besluttede anklagemyndigheden nemlig at ændre paragraffen til en lidt mildere end af slagsen. Vold af særlig rå karakter.
Paragraffen gør ingen forskel for tiltalte. Han nægter sig skyldig. Som han har gjort det hele tiden. Også selvom han ikke husker episoden.
En episode, der udspiller sig den efterårsnat i 2019. Forinden turen på Café Sommersted har den i dag 32-årige mand været ude og spise med sin hustru. De har hygget sig. Talt om fremtid. Om børn.
Senere smutter hustruen, og en veninde tilslutter sig i stedet. De går mod den populære bodega på Sønder Boulevard. Og det er cirka her, hukommelsen slår fra, fortæller han.
Hvorfor, ved han ikke. Han har aldrig tidligere døjet med black out. Måske nogen har puttet noget i hans drink. For ham er hukommelsestab et mysterium.
Men ikke desto mindre en realitet, forklarer han.
Den 32-årige kan derfor ikke huske, at han den nat ender i diskussion med en fremmed. At han slår ham i hovedet med flad hånd. Og at de derefter begge falder ned. Tiltalte nederst.
Han husker ikke, at han derefter stikker manden i hoved og hals med en knust flaske. Og at han dermed gør sig skyldig i grov vold, som anklagemyndigheden mener at kunne bevise.
Han erkender dog de faktiske forhold. Men han og hans forsvarer kalder det nødværge. Mener, at han reagerede i selvforsvar.
Også selvom han ikke husker episoden. For hvor hukommelsen svigter, slår videoovervågning i denne sag til.
Hele episoden er nemlig fanget på kamera. Fra flere vinkler. Og det er altså med disse optagelser i hånden, forsvareren vil forsøge at få den 32-årige frikendt, fordi der i deres optik er tale om selvforsvar.
»Jeg kan se, der først bliver taget fat i mig,« forklarer den 32-årige i retten om den lettelse, han føler, da han første gang ser overvågningsbillederne.
»Jeg har forinden fået at vide, at jeg bare har stukket ham ned. Det har jeg været meget chokeret over, da jeg ikke kunne finde på den slags.«
Mens den forurettede som følge af stiksårene mister omtrent en liter blod, får også den tiltalte nogle knubs.
Forsvareren har i retssagens indledende timer således dokumenteret, at den tiltalte efterfølgende har misfarvninger på halsens, et sår og snit i hånden.
Af samme årsag vælger han også, umiddelbart efter selv at være blevet sigtet i sagen dengang i efteråret 2019, at anmelde denne sags forurettede for vold.
Men anmeldelsen bliver afvist, og nu er det altså ham selv, der risikerer en dom for grov vold, som kan give op til seks års fængsel.
Da han er tidligere dømt for netop vold, kan straffen forhøjes med op til det halve.
Den 32-årige har på intet tidspunkt i sagen siddet varetægtsfængslet.
Om han også forlader Københavns Byret som en fri mand, bliver afgjort onsdag eftermiddag.