En 32-årig mand er onsdag fundet skyldig i at have forgrebet sig på to teenagepiger en martsaften i år.

Det skal koste ham halvandet års fængsel, har Retten i Viborg slået fast. Dommen er dog blevet anket på stedet.

Pædagogmedhjælperen var i forbindelse med sit arbejde i selskab med de to piger på 18 og 19 år, da overgrebene ifølge retten fandt sted i et sommerhus ved Silkeborg.

I begge tilfælde er der tale om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Og i det ene tilfælde var teenagepigen så fuld, at hun ikke kunne modsætte sig, lyder det i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Heri udtrykker specialanklager Pia Koudahl også, at hun er tilfreds med dommen.

»Overgreb er altid alvorlige, men når de udføres af en person offeret har et tillidsforhold til qua deres profession, så skal det takseres herefter,« siger hun.

Foruden fængselsstraffen har retten besluttet at frakende den 32-årige retten til at arbejde med børn og unge under 18 år de kommende fem år.

Han skal desuden betale erstatning til de to teenagepiger, lyder det i dommen, som altså er blevet anket.