En 31-årig mand er blevet tiltalt for at ville sprænge terrorbomber i København.

Ifølge anklageskriftet havde han planlagt at angribe tilfældige mennesker med køkkenknive og slutte af med bombesprængning.

Det oplyser Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

'En 31-årig mand er i dag blevet tiltalt for at planlægge et terrorangreb i København. Ifølge anklagen forberedte han sammen med en allerede terrordømt mand at ville bombesprænge og dræbe tilfældige med knive', oplyses det.

Vicestatsadvokat Anders Riisager, Statsadvokaten i København, fortæller, at det er anklagemyndighedens overbevisning, at manden har været med til at bestille en række effekter, der skulle bruges til at fremstille en eller flere bomber.

»Den forpurrede plan skulle ifølge tiltalen gå ud på, at han sammen med en allerede dømt medgerningsmand ville angribe tilfældige mennesker med køkkenknive, hvorefter de skulle detonere en eller flere sprængladninger et sted i København.«

»Derfor har vi rejst tiltale for forsøg på terrorisme,« siger vicestatsadvokat Anders Riisager i pressemeddelelsen.

Sagen er tidligere blevet omtalt i danske medier, da en formodet medgerningsmand allerede er dømt i Tyskland for at planlægning af terrorangrebet.

»Terrorsagen har været kendt som ”Tændstikssagen” – fordi bombematerialet blandt andet bestod af svovlet fra tusindvis af tændstikker. Det kan lyde amatøragtigt, men ifølge anklageskriftet var det altså blodig alvor, hvilket også fremgår af dommen fra Tyskland,« siger vicestatsadvokat Anders Riisager.

Den 31-årige er således tiltalt for at have bestilt den terrordømte fra den tyske dom til at fremskaffe bombematerialet, batterier, walkie-talkies og to køkkenknive på 18 centimeter, oplyses det videre i pressemeddelelsen.

Den 31-årige mand er ifølge nyhedsbureauet Ritzau en asylansøger fra Syrien.

Nævningesagen mod den 31-årige mand begynder ved Københavns Byret 22. januar 2019, og den 31-årige mand kan få en straf på mere end fire års fængsel, hvis han kendes skyldig.