Mandag blev en 31-årig mand anholdt og sigtet for at have knivdræbt en jævnaldrende kvinde, der var 22 uger gravid, i en lejlighed i Kolding.

Nu har manden erkendt, at han forvoldte hendes død.

Det fortalte mandens forsvarsadvokat, Carsten Hove, ifølge JydskeVestkysten onsdag i Retten i Kolding.

»Min klient erkender, at han forvoldte hendes død. Der er ikke taget stilling til sigtelsen om manddrab, og derudover kan jeg tilføje, at min klient ikke ønsker at afgive forklaring,« forklarede han.

Den drabsmistænkte mand blev allerede mandag varetægtsfængslet af en dommer.

Han var dog ikke selv til stede ved retsmødet, da han ifølge politiet ikke var i stand til at møde i retten.

Onsdag morgen oplyste Sydøstjyllands Politi på Twitter, at manden nu var rask nok til at møde op i grundlovsforhør, hvor han er sigtet for drab.

Den 31-årige anholdte mand og den 31-årige dræbte kvinde havde en relation til hinanden, har politiet tidligere oplyst.