En 31-årig mand er tiltalt for fire drabsforsøg, hvor personer skal være blevet hyret eller forsøgt hyret til at begå drab.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Ud over den 31-årige nævnes syv personer som tiltalte i det mere end ti sider lange anklageskrift, der også omhandler vold, våbenbesiddelse og sprængning af en håndgranat.

Den 31-årige er varetægtsfængslet in absentia. En varetægtsfængsling in absentia kan bruges til at efterlyse en person internationalt.

Det første drabsforsøg, som den 31-årige er tiltalt for sammen med to andre, blev aldrig ført ud i livet.

Tiltalen lyder på, at de tre i perioden mellem 25. april og 1. maj sidste år sammen med en 18-årig svensker, der har tilstået sin rolle, forsøgte at rekruttere en person til at begå et drab.

På den krypterede beskedtjeneste Signal blev en person med brugernavnet "Dimi" rekrutteret til at begå drab, og en lejlighed på Peter Bangs Vej på Frederiksberg blev stillet til rådighed.

Men drabsforsøget blev aldrig til noget, fordi "Dimi" viste sig at være en politiagent.

Det næste drabsforsøg, den 31-årige sammen med tre andre er tiltalt for, fandt sted, blot en uge efter at det forrige drabsforsøg blev afblæst.

Her blev den samme lejlighed på Frederiksberg stillet til rådighed for en ung svensker, der var hyret til at begå drab.

Han affyrede 7. maj sidste år fire skud med en AK-47-automatriffel mod en bil i Kokkedal.

I bilen sad en mand, som tidligere er beskrevet som en fremtrædende Hells Angels-rocker. Bilen blev ramt af skud, men ikke manden.

I oktober sidste år tilstod svenskeren drabsforsøget og blev idømt 12 års fængsel.

Nogle måneder senere - i slutningen af juli - blev en ny person ifølge tiltalen udsat for drabsforsøg. Denne gang ved Grankoglen i Glostrup.

En mand blev over Signal ifølge anklageskriftet hyret af den 31-årige til at begå drab.

Egentlig skulle det være sket 28. juli sent om aftenen, hvor den 31-årige skal have aftalt med det tiltænkte offer, at de skulle mødes og afregne for salg af biler.

Den hyrede mand begav sig ifølge tiltalen mod parkeringspladsen ved Grankoglen iført kasket og med en skarpladt pistol, men drabsplanen mislykkedes, fordi mødet ikke blev til noget.

Men allerede dagen efter blev der sat en ny aftale om afregning for salg af biler op, fremgår det af anklageskriftet.

På parkeringspladsen ved Grankoglen skød den hyrede mand ifølge tiltalen offeret mindst fire gange - to af skuddene ramte i hovedet.

Livreddende førstehjælp og operationer betød, at offeret overlevede.

Sagen mod manden, der skal have affyret skuddene, behandles særskilt.

Den 31-årige er ud over drabsforsøgene også tiltalt for at have koordineret, at en håndgranat blev bragt til sprængning ved en neglesalon på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter i april sidste år.

Sagen mod den 31-årige og de syv andre tiltalte er efterforsket af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) og skal behandles som en nævningesag i Retten på Frederiksberg på et senere tidspunkt.

/ritzau/