Københavns Vestegns Politi har i samarbejde med spansk politi anholdt en mand, der er mistænkt for drabsforsøg i forbindelse med en skudepisode i Måløv 4. marts.

Det oplyser politikredsen på Politi Update.

Manden blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup sigtet for drabsforsøg. Dommeren i grundlovsforhøret besluttede at varetægtsfængsle manden frem til 17. juni.

Manden er tidligere efterlyst offentligt.

Han er sigtet for drabsforsøg begået på Måløv Hovedgade tilbage i marts.

To mænd i 30'erne er tidligere blevet anholdt og varetægtsfængslet i sagen. De blev i et grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg på to personer og besiddelse af våben på et offentligt sted.

De nægtede sig begge skyldige.

Ifølge sigtelsen, der kom frem i grundlovsforhøret i marts, skal de have affyret to skud, hvoraf det ene ramte en af personerne i armen. Personen fik kun overfladiske skader af skuddet.

Dengang sagde politiet, at det mente, at flere gerningsmænd kunne være involveret i drabsforsøget.

Derudover kom det frem, at skudepisoden kunne have forbindelse til det kriminelle miljø.

Fredagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre, og allerede inden grundlovsforhøret blev det besluttet, at manden skulle beskyttes af et navneforbud.

Han blev nemlig fængslet in absentia - uden at være til stede - tilbage i april. Det har Sjællandske Nyheder beskrevet.

Retsmødet om fængslingen i april blev afholdt, for at politiet kunne udstede en international arrestordre på den 31-årige.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/