31-årig anholdt i sag om skyderi i Odense
En mand, der formodes at have affyret skud i Odense mandag aften, kobles af politiet til bandemiljø i Odense.

En mand, der formodes at have affyret skud i Odense mandag aften, kobles af politiet til bandemiljø i Odense.

En 31-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med en sag om skudafgivelse i Odense mandag aften.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet mener, at manden har relation til bandemiljøet i Odense, og politiet undersøger, om skudafgivelsen har relation til en verserende bandekonflikt i Odense.
Klokken 21.31 modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at der var hørt skud på Peter Willemoes Vej i Odense. Klokken 21.47 blev den 31-årige anholdt.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med skyderiet.
I forbindelse med anholdelsen har Fyns Politi beslaglagt et skydevåben, som man formoder, er gerningsvåbnet.
Præcis hvad den 31-årige sigtes for i forbindelse med skudafgivelsen, fremgår ikke af pressemeddelelsen. Dog fremgår det, at manden også er sigtet for besiddelse af et kilo kokain.
Han fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense klokken 14.
Fyns Politi er i gang med at kortlægge hændelsesforløbet. Det består blandt andet i at tale med vidner og undersøge tekniske spor fra gerningsstedet.
I februar udarbejdede Fyns Politi i samarbejde med National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) et konfliktnotat om den aktuelle bandesituation i Odense.
I den lød det, at der er en konflikt mellem den forbudte bande Loyal To Familia (LTF) og en lokal gruppe, der af politiet er døbt Korsløkkegruppen.
Det skete, efter at der havde været en voldsom eksplosionsbrand i Korsløkkeparken 1. februar.
- Vi undersøger naturligvis, om hændelsen mandag aften er relateret til den konflikt, vi har mellem to grupperinger i Odense. Det er klart, at det er en del af den efterforskning, som pågår, siger Michael Lichtenstein, der er vicepolitiinspektør i Fyns Politi, i pressemeddelelsen.
Af hensyn til efterforskningen ønsker han ikke at udtale sig nærmere om sagen.
/ritzau/