Der var i den grad tale om uventede gæster, da en 30-årig mand natten til fredag kom på afveje lidt uden for Brande. 

Han mistede herredømmet over sin bil og bragede ind i et hus på Vejlevej, skriver TV Midtvest.

Billeder fra stedet viser, at bilisten praktisk talt endte inde i husets dagligstue.

Hele den ene gavl er simpelthen ødelagt.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til tv-stationen, at den 30-årige efterfølgende blev sigtet for spritkørsel.

»Føreren blæser op over det tilladte,« lyder det fra vagtchefen.

Anmeldelse kom klokken 01.09.

Heldigvis kom hverken bilisten eller beboerne i huset noget til.