I Aarhus har en 30-årig kvinde de seneste to uger overfaldet to kvinder og to børn rundt om i byen.
Den seneste episode gik ud over en lille femårig dreng og hans toårige søster 24. juni, oplyser TV2 Østjylland.
De havde sammen med deres mor taget en lille pause ved Sankt Knuds Plads i Aarhus, hvor den femårige fik lov til at lege omkring skulpturen på pladsen.
Helt umotiveret kastede en 30-årig kvinde kaffe i ansigtet på den lille dreng, og derefter fik lillesøsteren samme tur. Alt imens deres mor stod lige ved siden af.
Heldigvis kom ingen af børnene til skade.
Ifølge politiet sagde den 30-årige noget helt uforståeligt lige efter hændelsen, hvorefter hun forlod stedet.
Kvinden blev spottet ved DGI-huset en halv time senere. Her blev hun tilbageholdt, til politiet kom og anholdt hende.
Nu er hun varetægtsfængslet – til at starte med i fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Hun er sigtet for tre tilfælde af vold, hvor en af gangene kan kategoriseres som grov.
Ifølge Østjyllands Politi fandt den første episode sted 17. juni, hvor den 30-årige skulle have slået en 22-årig kvinde i hovedet på Vestergade i Aarhus. Fire dage senere fik en 39-årig kvinde en nødhammer i hovedet. Sådan en der blandt andet hænger i bybusserne.
